Selvom solen ikke rigtig fik magt, blev det alligevel en fantastisk dag i Ry. Børn allevegne, skulle man synes, i bevægelse og i nye fællesskaber på tværs af klasser og skoler. På Mølleskolen samledes alle elever i skolegården og fulgtes igennem byen. En grøn bølge af børn med politieskorte bølgede ned ad Skanderborgvej mod Siimtoften, hvor der var officiel åbning – og herfra gik mere end 100 børnehold ud til deres destinationer. Skolernes personale havde arrangeret forskellige poster med aktiviteter, som både kunne gennemføres af store som små. Som afslutning mødtes alle på stationstorvet til fællessang.