I tre uger har vi nu haft rollespil på projektdagen på 2. årgang. Vi har været begunstiget af godt vejr, og har haft nogle dejlige dage i skoven.

Scenariet har været dette: Det bakkede, stejle skovbeklædte område kaldet Siimatopien, er blevet hjemsted for Mennesker, Dværge og Orker. De er flygtet fra deres tidligere hjemland Dunkelskovene, som blev ramt af en flodbølge, der oversvømmede det meste af landet. Højdedragene tilbød sikkerhed for vandmasserne og nu prøver Orker, Mennesker og Dværge at bygge baser, hvorfra deres områder skal sikres. Ligeledes prøver de at forsone sig med bjergguderne og bygger helligdomme til dem af træ, sten og hvad de ellers finder.

I rollespilsforløbet lærer børnene at leve sig ind i en historie og at samarbejde i en større gruppe. De forhandler, de kæmper og de forholder sig til reglerne i spillet. De lærer også andre ting – som pigerne i den første film fortæller om.