I det kommende skoleår skal vi igen sige goddag til en række nye elever på Mølleskolen, når de nye blandede 7. klasser starter efter sommerferien. I den anledning mødtes i dag elever fra 6. klasse på Gl. Rye Skole, Knudsøskolen, Bjedstrup Skole og Mølleskolen til forfattermesse med udgangspunkt i Sørens Jessens forfatterskab. Forud for dagens messe har de enkelte klasser brugt tid på at læse, gennemarbejde og lave produkter relateret til Søren Jessens forskellige børne- og ungdomsromaner. Især “Liv på Spil” og “Dødshacket” er meget populære for alderstrinnet. Inden klokken 9 havde de 6 sjetteklasser opstillet hver sin messestand – og i løbet af den efterfølgende time besøgte de hinanden på kryds og tværs. Efter pausen kom forfatteren selv på besøg i de enkelte stande, og dagens sluttedes af med et foredrag i Samlingssalen. Det har været en stor dag for arrangørerne fra PLC på Mølleskolen, for alle børnene og deres lærere og ikke mindst for Søren Jessen selv. Han var meget begejstret for børnenes produktioner og engagement. Vi gentager succesen næste år.