Sommersolen strålede om kap med de glade unge, som i dag fejrede sig igennem sidste skoledag på Mølleskolen. Dagen startede klassevis med morgenmad i privat regi. På skolen mødtes man til 9. årgangs traditionsrige revy, hvor man gør kærligt og humoristisk grin med årgangens lærere. Efterfølgende fyldes skolegården med børn og udklædte, vandpistolbevæbnede unge, som gavmildt strør karameller til højre og venstre, imens de lige så gavmildt sprøjter vand på “uheldige” forbipasserende. Efter en omklædning slutter skoledagen for 9. årgangs vedkommende i kantinen, hvor der er frokost med lærerne – og årets kåringer køres af stablen. Årets sovetryne belønnes med en sovepose – årets skofetisch får et par overtræksfutter. For de unges vedkommende fortsætter eftermiddagen og aftenen på Skimminghøj, hvor sidste skoledag fejres i trygge hænder.